mandag den 4. september 2017

Linda og Valentin



I forbindelse med årets Bogforum d. 10-12 december, udgiver forlaget Cobolt et Linda og Valentin hyldest album, i anledning af seriens 50 års jubilæum. Jeg har en serie med i albummet og det er jeg rigtig glad for. Da Lademanns forlag i 1972-73 forsøgte at vinde indpas på det danske tegneseriemarked, udgav de blandt andet de to første Linda og Valentin udgivelser, "Storbyen der druknede" og "De tusinde planeters rige". Specielt "Storbyen der druknede" gjorde et voldsomt indtryk. Derfor var det naturligt, at mit bidrag til hyldestalbummet tog udgangspunkt i denne. 

Sammen med "Tintin i Tibet" er "Storbyen der druknede" mit absolut mest lasede tegneseriealbum. Det er læst sønder og sammen og mit eksemplarer hænger vel kun sammen med tankens kraft. Scenen i starten af serien, hvor Friheds gudinden bliver blæst omkuld af en kæmpebølge og statuens hoved adskilt fra kroppen, hvirvler mod havet bund, står stadigvæk for mig, som en af de stærkeste tegneseriesekvenser jeg har læst. 

Det var ikke bare en tilfældig statue der bukkede under for en natur der var gået amok, nej, det var selve symbolet på den vestlige civilisation der fik kniven. Sekvensen er mesterligt tegnet og udført, og selv om jeg ikke var bevidst om symbolikken i det hele, da jeg læste det første gang, tror jeg min underbevidsthed fangede det farlige der var på spil. Når jeg læser sekvensen idag, kan jeg ikke lade være med at tænke eftertiden ind i denne scene. 
Det forekommer mig at den apokalypse, der ligger i dette album og specifikt i denne scene, på mange måder er en pendant til Klimaforandringer og terror angrebet på Worldtrade centret. 

Meziers var også den første "rigtige" tegneserie tegner jeg så i levende live ved en af de første tegneseriefestivaller herhjemme i 1976. Jeg fik også en signatur med tegning i min udgave af det nyeste Linda og Valentin album "Skyggernes ambassadør". Dette er dog forbundet med en stor pinlig følelse og jeg har stadigvæk idag lidt svært ved at tilgive mig selv min kækhed. Optændt, som jeg var af ren beundring for denne fantastiske tegner, syntes jeg at jeg skulle noget mere end "bare", at have en tegning i albummet. Derfor tegnede jeg, før jeg stillede mig op i signeringskøen, en hjælpeløs tegning i albummet af en vred mand der hidsigt forlangte en tegning. "Draw!" sagde figuren. Da det blev min tur så Meziers først på tegningen så på mig, smilede venligt og tegnede så en Valentin der pegede på min figur og med et skælmsk smil sagde ”What do you say?”

Var jeg flov, ja jeg var flov. Meziers lod sin Valentin figur snige sig ind på min figur bagfra! han tegnede den slet ikke der på papiret hvor min aggressive figur ville have det. Ikke bare blev jeg sat på plads, og drillet på engelsk af en franskmand, nej jeg fik også en venlig, men bestemt tegnet lussing, der ganske enkelt anviste mig med hvor få og præcise streger det kunne gøres. Det var anskuelsesundervisning på den gode måde.
For der var et meget markant før og efter denne tegning. Før Meziers tegnede sit svar, syntes jeg, jeg var om ikke verdens bedste tegner, så i hvert fald ret god til at tegne. Efter han havde tegnet sit svar på min tegning, kunne jeg se, at der var en lang, lang vej til derhen hvor han var, og jeg skulle arbejde hårdt, for bare at nå en tegner af hans kaliber til sokkeholderne. Jeg arbejder stadigvæk på det. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar